UDDANNELSE. Flertallet af landets folkeskolelærere oplever at eleverne er blevet fagligt svagere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der er lavet i samarbejde med DR.
62 procent af de adspurgte lærere svarer ja til at eleverne generelt er blevet fagligt svagere sammenlignet med for fem år siden. Kun 22 procent svarer nej.
Billedet er det samme i begge ender af skalaen. 90 procent af lærerne har elever med faglige udfordringer, som de ikke har mulighed for at give den hjælp de har brug for. Og to tredjedele har fagligt dygtige elever, som de ikke har mulighed for at udfordre tilstrækkeligt.
Dertil kommer at næsten syv ud af ti lærere dagligt eller ugentligt er nødt til at tilpasse undervisningen til et lavere fagligt niveau end de selv mener de burde.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen kalder tallene alvorlige. »Det er hele folkeskolens formål, som er under pres her. Lige nu sender vi hverken de fagligt svageste eller dygtigste godt nok videre,« siger han.
Han peger på en række sammenhængende problemer. Andelen af undervisere uden læreruddannelse er stigende. Vikartallet er fordoblet på femten år. Og lærernes tid til forberedelse og undervisning går i stigende grad med møder, konfliktløsning og dokumentation. »Når rammerne gør, at lærerne er nødt til at sænke barren i undervisningen, giver det en følelse af at svigte eleverne. Det får i sidste ende mange lærere til at søge væk fra folkeskolen,« forklarer Gordon Ørskov Madsen.
Undersøgelsen offentliggøres forud for det kommende folketingsvalg, hvor folkeskolen fylder i flere partiers programmer.
Spørgsmålet er ikke, hvordan vi bedst tilfører flere midler til eksisterende mediestrukturer. Spørgsmålet er, hvad borgerne faktisk efterspørger, hvad de vælger at bruge deres tid på, og hvad de oplever som relevant, troværdigt og værdifuldt.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil give DR flere penge, åbne nye TV2-regioner og give unge gratis medieabonnementer. Det lyder godt. Men det er en konservering af et system, der ikke virker, finansieret af borgere, der allerede har stemt med fjernbetjeningen.
Det er svært at få øje på, at det i særlig grad er det, TV-regionerne leverer i dag. De har deres segment, og de mennesker er glade for regionernes arbejde. Men det er ikke mere af det, der får danskerne til at følge dem. Og det er heller ikke, at man betaler regionerne penge for at sende en journalist på TikTok med en mikrofon for at virke moderne. Lige nu er det en joke at se, hvordan gammelmedierne desparat kaster sig ud i tåbelige små videoer for at få trafik på deres sites, og indholdet matcher ikke deres kultur og historie, det er et desperat forsøg på at være moderne, og det holder ikke.
Den større diskussion handler ikke kun om indhold. Den handler om selve strukturen.
Mediestøtten bør i sin nuværende form afskaffes.
Den hviler på et forældet system, skabt i en anden tid med andre medievaner, en anden teknologi og en helt anden konkurrencesituation. I dag fungerer den i praksis som en ordning, der tilgodeser de etablerede, gamle medier og hæmmer udviklingen af nye aktører. Når de store koncerner mangler penge, fordi de ikke formår at sælge annoncer, er det pludselig techgiganternes skyld, og staten skal sende dem flere penge. Imens bliver ejerne rigere. Det er ikke et frit marked. Det er et reguleret system, hvor adgang til offentlige midler i høj grad afhænger af netværk, historik og position, ikke af kvalitet, relevans eller gennemslagskraft.
Samtidig ser vi en virkelighed, hvor uafhængige formidlere, digitale medier og dygtige YouTubere på daglig basis når flere mennesker end mange traditionelle medier. De forstår deres publikum. De leverer det, folk faktisk efterspørger, herunder kritiske analyser og interviews med forskere, kunstnere og sportsfolk. Og de gør det uden offentlig støtte.
Den udvikling burde være et wake-up call.
Det handler ikke om at være imod de etablerede medier. De har spillet og spiller stadig en vigtig rolle. Men det er ikke rimeligt, at de samtidig beskyttes og styrkes økonomisk gennem et system, der i praksis gør det sværere for nye og uafhængige medier at konkurrere på lige vilkår. Begrebet medieørkener er et falsum. Aldrig har der været så stor oplysning og viden frit tilgængeligt.
Det skaber en skævvridning. Og endnu vigtigere: det skaber en afhængighed.
Når medier i stigende grad finansieres af skatteborgernes penge, fordelt via politikere og embedsværk, og i nogle tilfælde med personer i systemet der har baggrund i de samme medier, er det naivt at tro, at det ikke påvirker dynamikken. Uafhængighed er ikke kun et spørgsmål om intention. Det er et spørgsmål om struktur.
Vi lever i et samfund, hvor information aldrig har været mere tilgængelig. Hvor der findes et væld af perspektiver, platforme og stemmer. Alligevel fastholdes en fortælling i dele af det etablerede medielandskab, ofte i samspil med politikere, om at det netop er dem, der repræsenterer de rigtige nyheder, mens andre aktører indirekte mistænkeliggøres. Det kræver ikke en doktorgrad at analysere indhold over tid og se, hvordan bestemte vinkler og fortællinger gentager sig i de samme mønstre.
Det er ikke et argument for mindre journalistik. Det er et argument for bedre journalistik og reel konkurrence.
Hvis vi vil have et stærkt, frit og dynamisk mediemarked, kræver det, at vi tør give slip på gamle strukturer. Ikke hælde flere penge i dem.
Lad borgerne vælge. Lad kvaliteten afgøre. Og lad markedet være frit.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør og CEO, Danske Digitale Medier A/S
Jeg er liberal, og derfor tror jeg på, at vi som individer trives bedst med frihed. Det betyder helt grundlæggende, at vi skal have retten til at træffe egne og frie valg til gavn for vores eget liv. Jeg tror, at der i os alle ligger en trang til at være frie, men vi formår det ikke altid, fordi den eksisterende samfundsstruktur til tider forhindrer dette. Der findes talrige eksempler i historien, der viser, at liberale samfund klarer sig bedst over tid, fordi trangen til frihed ikke opstår i samme grad, når mennesker netop allerede er fri
Men frihed kan ikke stå alene. Med frihed følger ansvar. Et liberalt samfund kan kun fungere, hvis vi alle tager ansvar for vores eget liv. Det er naturligvis forskelligt, hvor meget ansvar det enkelte individ kan tage, og der må ikke være en forventning om, at alle tager det samme ansvar. Det enkelte individ skal blot tage det ansvar, som vedkommende er i stand til. Derfor skal dem, der af forskellige årsager ikke kan tage ansvar, fortsat have den hjælp, der sikrer dem det mest værdige og frie liv.
Et liberalt samfund handler for mig ikke blot om principper, men også om konkrete muligheder i menneskers hverdag. Frihed skal ikke blot være noget, vi taler og drømmer om. Friheden skal kunne mærkes. Den skal kunne mærkes i de valg, vi træffer i relation til vores vej i livet. Det gælder valg i forhold til uddannelse, arbejde, familie, fremtid og meget mere. Et vigtigt ord i denne sammenhæng er derfor “selvbestemmelse”.
Frihed og selvbestemmelse er i høj grad to sider af samme sag. Selvbestemmelse er med til at få os til at føle os frie. Det er derfor afgørende, at samfundet giver os alle reelle muligheder for selv at bestemme, så vi dermed kan føle os frie. Dine behov er nemlig ikke nødvendigvis de samme som mine eller andres.
Der kan være en tendens til, at vi gør frihed og selvbestemmelse til abstrakte og uhåndgribelige begreber. Men vi støder på talrige situationer i vores liv, hvor muligheden for selvbestemmelse er eller kunne være til stede.
Det gælder eksempelvis, når forældre skal vælge skole til deres barn. Jeg tror på det frie skolevalg, og derfor skal vi fortsat værne om både vores folkeskoler, friskoler og privatskoler.
Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om uddannelsesvalg. Derfor er der brug for flere uddannelsesmuligheder i hele landet. Individet skal ikke vælge en uddannelsesvej, fordi lokalområdet ikke kan tilbyde andet. Med dette mener jeg ikke, at alle steder skal have alle uddannelser, men der er brug for et bredt udbud af muligheder. Hvad individet så gør herefter, er vedkommendes eget valg og ansvar.
Jeg mener også, at vi fortsat skal arbejde for, at ældre kan bestemme endnu mere over deres egen hverdag. Det gælder også i de tilfælde, hvor individet ikke længere er i stand til at klare alt på egen hånd. Det skal derfor ikke være statens opgave at bestemme, hvilken hjælp den enkelte skal have. Dette valg bør i højere grad træffes af individet selv ud fra en række forskellige muligheder og tilbud. Det betyder også, at individet skal have mulighed for at tilkøbe ekstra hjælp ud over den minimumsramme, der findes.
Individet er som udgangspunkt den, der bedst kan træffe beslutninger om sit eget liv. Staten bør ikke diktere disse valg, men derimod sikre rammerne for, at mennesker har mulighed for at vælge mellem forskellige løsninger.
Frihed handler også om tillid til det enkelte individ. Vi skal derfor have tillid til, at mennesker tager ansvar for deres eget liv og ønsker at bidrage til samfundet. Tillid, ansvar og muligheder skaber et samfund med mere initiativ, flere idéer og større engagement fra individet. Det er på den måde, innovation, iværksætteri og udvikling opstår. Når vi når dertil, skaber vi flere jobs og dermed øget velstand for alle. Lad os derfor også huske at anerkende de mennesker, der bidrager til at skabe arbejdspladser til gavn for os alle. Jeg ser desværre en tendens til, at den politiske venstrefløj udskammer dem, der faktisk er med til at sikre denne velstand.
Tillid forudsætter, at vi arbejder for et samfund med færre unødvendige regler og mindre bureaukrati. Når mennesker med idéer ønsker at starte virksomhed, skabe arbejdspladser eller udvikle nye løsninger, skal vi have et system, der hjælper og understøtter dem. Systemet skal ikke stå i vejen.
Liberalisme handler i sidste ende om at sætte mennesket før systemet. Et samfund bliver ikke stærkere af mere kontrol og flere regler. Samfundet bliver stærkere af frie mennesker, der tager det nødvendige ansvar for sig selv, deres familier og for fællesskabet.
For mig er frihed ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at mennesket kan leve et meningsfuldt liv. Når vi giver mennesker mere frihed, viser vi samtidig tillid til, at de kan og vil tage ansvar – ikke kun for dem selv, men også for andre.
Derfor bør vi turde stille os selv et grundlæggende spørgsmål: Har vi skabt et samfund, der giver mennesker mulighed for at leve frie liv? Nej, det mener jeg ikke – men det er der, vi skal hen.
Lasse Hildingberg, Folketingskandidat for Venstre i Sydjyllands Storkreds
FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5 procent. Det er historiske tal. Det er tal, der fylder i valgkampen, og som begge statsministerkandidater kan citere udenad.
Men i kasernerne rundt om i landet og her på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor Hærens soldater møder ind dag efter dag og uddanner de næste generationer af dansk forsvar, er det et andet regnestykke, der optager det faste personel. Martin Ramsdal sidder som fællestillidsrepræsentant for CS, Forsvarets største fagforening, og har gjort regnestykket. »375 milliarder har man brugt. Og så har vi fået en ny overenskomst, hvor der er givet et ekstraordinært løft på 275 millioner, som vel at mærke er taget inden for rammen af overenskomsten, så det er penge, man tager fra andre faggrupper. Det svarer til 0,8 promille af de penge, man har investeret,« forklarer han.
Under én promille til dem, der skal gøre investeringen til noget.
Et forsvar til 3,5 — med en bemanding til 1,36
Søndagens tv-duel mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen bragte endnu et stort tal frem i lyset. Venstre vil have 6.500 værnepligtige i 2030 og fordoble det til 13.000 i 2035. Frederiksen nikker. Konservative overgår dem begge og taler om en reservestyrke på op mod 50.000 soldater. Ingen af dem nævner med et ord, hvem der skal uddanne dem alle.
Det er præcis det spørgsmål, Martin Ramsdal stiller. »Det er fint med flere værnepligtige, men de skal bare lige finde ud af, hvem der skal uddanne dem, hvad det er for noget grej, de skal have, og hvor de skal bo, hvis det hele skal gå så forbandet hurtigt,« siger han.
Problemet er strukturelt og veldokumenteret. Forsvaret har i årevis kæmpet med at fastholde det erfarne stampersonel — de sergenter og befalingsmænd, der udgør rygraden i enhver uddannelse af rekrutter. Fagforeningen CS har tidligere oplyst, at manglen på uddannede og udnævnte sergenter i 2024 var så stor, at over 500 konstabler og korporaler måtte fungere i sergentstillinger i Hæren — stillinger, de hverken er uddannede eller erfarne nok til at bestride. Martin Ramsdal beskriver det sådan: »Vi har nu et forsvar til 3,5 procent. Men vi har en bemanding, der svarer til 1,36. Bemandingen er ikke blevet vanvittigt større. Så det er en kæmpe udfordring.«
Travlheden er vokset — og kvaliteten betaler prisen
På Ryes Kaserne er bemandingssituationen efter eget udsagn relativt fin sammenlignet med andre steder i forsvaret. Men det er ikke det samme som, at der er luft i systemet. »Jeg kan ikke mindes, at vi plejer at have så travlt, som vi har nu. Vi har rigtig travlt,« fortæller Martin Ramsdal.
Travlheden har en konsekvens, som ingen politikere taler om, men som enhver soldat kender. Hvis det faste personel skal nå at uddanne flere, mens antallet af instruktører forbliver det samme, sker der ét af to. Enten løber folk hurtigere, eller også bliver uddannelsen dårligere. »Det siger sig selv. Så skal vi løbe hurtigere, og så bliver der dårligere uddannelse, fordi vi ikke har tid til at gøre det ordentligt, fordi vi skal nå flere,« siger han.
The bigger why er opbrugt
Bag travlheden ligger en dybere frustration, her følelsen af at blive glemt af dem, der råber højest om forsvar. Det mønster viser sig ikke kun i regnestykket med promillerne. Det viser sig også i stemningen i kantinen og på gangene. »The bigger why er ligesom opbrugt. Jeg kan ikke se det større formål mere, fordi de vil mig ikke. De råber og skriger om sikkerhed. Men de mener det åbenbart ikke helt alligevel, når de ikke vil investere i det, de selv kalder den vigtigste ressource, nemlig soldaterne,« bemærker Martin Ramsdal.
Og det er ikke fordi arbejdspladsen er dårlig, understreger han. Tværtimod. »Vi er mega stolte, og der er en stor arbejdsglæde. Det er en fed arbejdsplads. Men flere og flere siger, at hvis det ikke var for kontraktformen og de gode kollegaer, så var de gået.«
Folk elsker jobbet, men mister troen på, at det nytter noget at blive. Og når de beslutter sig for at gå, er det sjældent i vrede, det er i stilhed, med et skuldertræk og et bedre tilbud fra det civile arbejdsmarked i lommen, forklarer fællestillidsrepræsentanten. »Vi kan ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked, og det skal vi heller ikke. Men det betyder, at folk har nemmere ved at sige farvel.«
En milliard inden for rammen
Martin Ramsdal har et konkret bud på, hvad der burde ske, og han bruger politikernes eget argument imod dem.
Troels Lund Poulsen har slået fast, at nye kaserner skal bygges inden for den eksisterende forsvarsramme. Fint nok, siger Ramsdal. Men så kan det samme gælde løn. »Du kan bare smide en milliard i morgen inden for den samme ramme, og så lader man overenskomstpartnerne finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det er der ikke nogen, der siger, han ikke må,« siger han.
Politikerne har hidtil sagt, at lønstigninger skal ske via overenskomst og ikke via politiske særaftaler. Martin Ramsdal er enig og peger på, at der ikke er noget til hinder for at afsætte pengene og lade parterne fordele dem selv. Stemningen blandt kollegerne beskriver han uden omsvøb. »De bliver frustrerede, og de griner lidt, og de slår op i banen efterhånden. Vi synes faktisk, vi har fået en god overenskomst, når man kigger på rammen, men den politiske vilje, den ryster vi på hovederne af,« siger han. »275 millioner. Det er som at gøre noget i bukserne i modvind.«
Det store spørgsmål
Valgkampen handler om sikkerhed. Om Danmark. Om beredskab. Om at sende et signal til Rusland, til Trump, til verden. Det er store ord, og de fylder godt på en skærm om aftenen.
Men bag ved ordene sidder Martin Ramsdal og hans kolleger på Ryes Kaserne og løser de opgaver, de har fået. De møder ind. De uddanner. De strækker sig. »Det er måske også vores store udfordring, at vi gør alt, hvad vi kan for at løse vores opgaver. I stedet for at sige hertil og ikke længere,« siger han. »Men der er ikke nogen grund til at pisse sig oppe og ned ad ryggen og så bagefter komme og sige, at vi lugter af pis.«
Spørgsmålet, som Martin Ramsdal stiller, er dette. Om det forsvar, der i disse uger råbes frem som nationens vigtigste prioritet, også behandles som det, når overenskomstforhandlingerne er overstået.
SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på sygehuset under barnets indlæggelse.
Hidtil har reglerne betydet, at kun den forælder, der selv er medindlagt sammen med barnet, har fået mad stillet til rådighed uden beregning. Den anden forælder har kunnet tilkøbe måltider, men har altså selv skullet betale. Det ændrer sig fra 1. maj, hvor begge forældre — uanset om man er medindlagt eller blot på besøg — får gratis mad på regionens børne- og ungeafdelinger, barselsafsnittet, neonatalafsnittene for for tidligt fødte og på de psykiatriske afdelinger for børn og unge.
Region Syddanmark er ikke den første til at tage skridtet. Region Midtjylland indførte samme ordning allerede i 2021, hvor regionsrådet afsatte midler til at give begge forældre gratis mad på regionens børneafdelinger. Nu følger Region Syddanmark trop og har i budgetaftalen for 2026 afsat 2,2 millioner kroner årligt til udvidelsen.
Bag beslutningen er blandt andre Pernelle Jensen, Venstres regionsrådsmedlem fra Fredericia, der har fulgt arbejdet med familievilkår under indlæggelse tæt. »Det er jeg naturligvis rigtig glad for, at vi nu indfører, fordi det hjælper forældrene i en presset situation, hvor fokus skal være på barnet og familien,« siger Pernelle Jensen.
Når et barn indlægges, medfølger en lang række bekymringer for familien. Som Region Syddanmark selv formulerer det: »Når et barn er indlagt, følger der ofte mange bekymringer med. Derfor vil vi gerne gøre hverdagen lidt lettere for familierne. Hvis forældrene slipper for at tænke på praktiske ting som mad, kan de i stedet bruge energien på det vigtigste, nemlig at være der for deres barn.«
OPINION. Fredericia er på mange måder en lille kommune. Arealmæssigt fylder vi ikke meget på landkortet. Men vores betydning for Danmark er langt større, end størrelsen antyder.
Fredericia er et af landets vigtigste knudepunkter. Her mødes jernbane, motorveje, havn og energiinfrastruktur. Hver eneste dag passerer store mængder gods gennem Fredericia, og vores virksomheder er blandt dem, der holder hjulene i gang i dansk økonomi. Vores havn er en af landets vigtigste erhvervshavne, og vores placering midt i Danmark gør os til et naturligt samlingspunkt for transport, produktion og energi.
Samtidig lægger vi arealer til tung industri, logistikcentre og nye anlæg, der skal drive den grønne omstilling frem. I Fredericia er vi ikke bange for at tage ansvar. Tværtimod har vi i mange år vist, at vi er klar til at løfte opgaver, der rækker langt ud over kommunegrænsen.
Kort sagt: Fredericia binder Danmark sammen.
Men når man trækker så stort et læs for hele landet, følger der også konsekvenser med lokalt. Flere lastbiler på vejene, mere togtrafik gennem byen, mere støj og større pres på vores natur og vores havmiljø. Det er vilkårene ved at være et nationalt knudepunkt – men det er også vilkår, som mange borgere i Fredericia mærker helt tæt på i deres hverdag.
Derfor mener jeg, at tiden er inde til, at Danmark i højere grad også løfter Fredericia. Vi skal have national opbakning til at håndtere de udfordringer, der følger med den rolle, vi spiller for hele landet. Det gælder blandt andet en langt stærkere indsats mod støj fra trafik og transport. Det gælder investeringer, der kan beskytte vores natur og sikre et sundt havmiljø i Lillebælt. Og det gælder løsninger, der gør det muligt at udvikle vores industri og infrastruktur på en måde, hvor hensynet til miljø og livskvalitet følger med.
Fredericia skal fortsat være et stærkt industri- og transportcentrum. Det er en styrkeposition, vi skal bygge videre på. Men udviklingen skal ske ansvarligt og med respekt for de mennesker, der bor her.
Samtidig skal vi have ambitioner for, hvordan Fredericia udvikler sig som by. For selvom vi er en vigtig industriby og et nationalt knudepunkt, skal Fredericia også være en endnu mere attraktiv by at bo og leve i.
Vi skal tiltrække flere tilflyttere, flere børnefamilier og den arbejdskraft, som vores virksomheder i stigende grad efterspørger. Det kræver en kommune i udvikling. Det kræver vækst og arbejdspladser. Det kræver gode institutioner og stærke skoler. Det kræver et levende byliv. Og det kræver adgang til smuk natur og et sundt havmiljø.
Fredericia har allerede mange af kvaliteterne. Vi har kysten, voldene, skovene og Lillebælt lige uden for døren. Vi har et stærkt foreningsliv, kultur og en historisk bymidte, der kan danne rammen om endnu mere liv. Og vi har virksomheder og arbejdspladser, som tiltrækker mennesker fra hele landet.
Men vi skal turde have endnu større ambitioner for vores by.
For mig handler det om at skabe en kommune, hvor børnefamilier har lyst til at slå sig ned. Hvor man kan få en god institutionsplads til sit barn. Hvor skolerne er stærke. Hvor der er trygge boligområder, gode fritidsmuligheder og natur tæt på. Det hænger også tæt sammen med den indsats, vi skal gøre for vores børn og unge.
Alt for mange unge kæmper i dag med trivslen. Vi ser det i klasselokalerne, i fritidslivet og i statistikkerne. Og vi ser det, når for mange unge forlader folkeskolen uden at have bestået dansk og matematik i 9. klasse. Det er en udvikling, vi ikke kan acceptere.
For når en ung ikke får de grundlæggende færdigheder med fra skolen, lukker det alt for mange døre senere i livet. Det gør vejen til en ungdomsuddannelse sværere, og det begrænser mulighederne på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi sætte tidligere og stærkere ind.
Vi skal sikre en folkeskole, hvor der er tid til den enkelte elev. Hvor lærerne har mulighed for at hjælpe dem, der kæmper. Og hvor fællesskabet i klassen styrkes, så flere børn både lærer mere og trives bedre.
Vi skal have et endnu stærkere fokus på dansk og matematik – fordi det er fundamentet for næsten al anden læring. Samtidig skal vi sikre gode daginstitutioner og stærke fritidsfællesskaber, så børn og unge får en tryg start på livet. For mig hænger det hele sammen.
Når Fredericia løfter store nationale opgaver inden for industri, transport og grøn omstilling, så skal vi også have mulighed for at investere i vores lokalsamfund. I vores natur. I vores byliv. Og i de børn og unge, der er fremtiden for vores kommune. Det er netop derfor, jeg stiller op til Folketinget.
Jeg vil på Christiansborg være en tydelig stemme for Fredericia og Trekantområdet. En stemme, der insisterer på, at når vi stiller arealer, infrastruktur og arbejdskraft til rådighed for hele Danmark, så skal staten også være med til at løse de udfordringer, det skaber lokalt.
Fredericia trækker i dag langt mere end vores vægtklasse kræver. Vi tager ansvar for Danmark – for arbejdspladserne, infrastrukturen og den grønne omstilling. Nu er det tid til, at Danmark også tager ansvar for Fredericia.
Hvis du mener, at Fredericia fortjener en stærk stemme på Christiansborg – og en by i fortsat udvikling – håber jeg, du vil overveje at sætte dit personlige kryds ved mig ved det kommende valg.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, går ind i valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts med et klart mål: en borgerlig regering – og et så stærkt Dansk Folkeparti som muligt.
»Jeg håber på en borgerlig regering, hvor Dansk Folkeparti bliver så stærk som muligt. Det er det, det handler om. Det er det, vi er her for, og vi har kæmpet for i mange år,« siger han.
Han glæder sig over, at valget nu er udskrevet.
»Så nu er det dejligt, at valget endelig er udskrevet, så vi kan få det afgjort.«
Ifølge Messerschmidt er der tre hovedtemaer, som Dansk Folkeparti går til valg på.
Det første er en strammere udlændingepolitik med fokus på hjemsendelse af kriminelle udlændinge.
»Først og fremmest en enig hjemsendelsespolitik for kriminelle udlændinge, så vi får styr på tingene. Det sejler helt under Mette Frederiksen.«
Det andet tema handler om leveomkostninger og danskernes økonomi i hverdagen.
»Det skal være vildere at være danskere. Vi skal have fødevarepriserne ned, benzin- og dieselpriserne ned,« siger han og tilføjer, at partiet også forsøger at presse andre partier til at gøre noget ved problemerne.
Det tredje fokusområde er pensionsalderen. Dansk Folkeparti vil stoppe den løbende stigning og indføre et loft.
»Vi lancerer her klokken 15 i dag et udspil og en underskriftsindsamling, hvor vi opfordrer folk til at bakke op om, at den stigende pensionsalder bremses, og at vi lægger et loft på 69 år.«
På gader og pladser i valgkampen oplever Messerschmidt ifølge ham selv stor opbakning til partiet.
»En enorm glæde og entusiasme. Det er virkelig dejligt at kampagne for Dansk Folkeparti.«
Han peger blandt andet på et arrangement i Aarhus.
»Vi havde i går show oppe i Aarhus, hvor der var 500 – rigtig mange unge, men i alle aldersgrupper. Folk stod i kø en hel time for at få en snak og en plakat.«
Messerschmidt mener, at mange vælgere ønsker en ny politisk retning.
»Der er en tro på, at vi kan sætte en anden retning end det, Lars Løkke og Mette Frederiksen har gjort.«
For ham personligt er især udlændingepolitikken afgørende i valgkampen.
»Jeg synes, det er dybt krænkende, at folk skal leve i utryghed for, at kriminelle udlændinge kan blive ved med at begå den ene forbrydelse efter den anden, og at de ikke bliver sendt hjem.«
Selv om mange emner fylder i valgkampen, er prioriteten klar, siger DF-formanden.
»Der er mange vigtige ting, men for mig er det helt klart den vigtigste.«
BOLIG. Der findes adresser, der allerede inden man træder indenfor, fortæller noget om den verden, der venter bag døren. Rudolf Steiner Allé i Snoghøj er en sådan adresse. Navnet alene bærer på en filosofi — en overbevisning om, at arkitektur ikke blot skal huse mennesker, men forme dem, nære dem, tale til noget i dem, som det rektangulære og det rationelle aldrig når.
På nummer 17 ligger en ejendom, der er alt dette og mere til.
Filosofien i væggene
Rudolf Steiner var ikke blot en arkitekt. Han var en tænker, der mente, at de rette former kunne påvirke menneskets indre liv. Ingen rette vinkler for vinkelens skyld. Ingen kolde flader, der afviser lyset. I stedet organiske kurver, der leder øjet videre. Vægge, der bøjer sig som om de lytter. Vinduer anbragt, ikke tilfældigt, men nænsomt, så lyset falder som det skal, når det skal, og forvandler et rum fra et sted til en stemning.
Ejendommen på Rudolf Steiner Allé 17 er opført i denne tradition. Fra 1991, men med en ånd der er langt ældre. De bløde linjer og de forskudte vinkler er ingen tilfældighed — de er et bevidst og konsekvent udtryk for en arkitektonisk overbevisning om, at hjemmet og det levede liv hænger uløseligt sammen. At det man omgiver sig med, former den man er.
Det er en sjælden ting at møde i en dansk villa.
Et sted med fortid
Huset har et liv bag sig, der giver det dybde. Her blev der engang produceret plantefarver — en virksomhed, der i sig selv spejler ejendommens ånd. Noget organisk, noget tålmodigt, noget der kræver nærvær og sans for det naturlige. Man kan forestille sig duften af urter og pigmenter, arbejdshænderne, de langsomme processer. Den slags aktivitet sætter sig i et hus. Ikke som en plet eller et spor, men som en atmosfære.
I dag er produktionen forlængst fortid, men noget af dens DNA er tilbage. Kreativiteten. Den kunstneriske sans. Fornemmelsen af, at dette hus aldrig blot har været et sted at sove, men et sted at leve med intention.
Renoveringen der bevarede sjælen
Fra 2021 og frem er ejendommen blevet totalrenoveret — og det er gjort med den opmærksomhed og det håndværk, som husets karakter fortjener. Det ville have været let at gøre det forkert. At glatte de organiske linjer ud. At standardisere det særlige. At vælge det nemme over det rigtige.
Det er ikke sket her.
Renoveringen har i stedet lyttet til huset. Det skræddersyede Svane-køkken fra 2021 er ikke anbragt på trods af arkitekturen, men i samklang med den. Ovenlysvinduer trækker lyset ned over køkkenalrummet på en måde, der ikke lader sig beregne på forhånd — det er noget man oplever, noget der skifter med dagen og årstiderne, noget der giver et hverdagsrum en dimension, de fleste hverdagsrum ikke har.
Badeværelserne, renoveret i 2022 og 2024, er stilrene og elegante. Bryggerset fra 2022 ligeså. Og overalt i huset: gulvvarme. Den stille, jævne varme, der ikke blæser, ikke larmer, ikke gør opmærksom på sig selv — men bare er der, som en del af hjemmets grundtone.
Rummenes logik
Planløsningen er gennemtænkt, som man forventer det i et hus af denne slags. Rummene forbindes af de bløde kurver og de forskudte vinkler, der præger hele ejendommen, og man bevæger sig gennem huset uden at støde på de skarpe afskæringer, der ofte giver en bolig en fragmenteret fornemmelse. Her flyder det.
Seks rum fordelt på ét plan. En stue, der er lys og indbydende. Værelser, der rummer fleksibilitet — til børn, til hjemmekontor, til gæster. Og så det store aktivitetsrum, der tidligere husede butik, og som i dag fremstår som boligens mest åbne og mulighedsrige rum. Et rum, der ikke selv afgør, hvad det skal bruges til, men overlader den beslutning til den næste ejer.
210 kvadratmeter bolig. 1.514 kvadratmeter grund. Det er en skala, der giver frihed uden at føles overvældende.
Haven og stedet
Udenfor fortsætter filosofien. Haven er harmonisk anlagt med terrassemiljøer, der inviterer til det liv, der leves bedst langsomt — morgenkaffens ro, eftermiddagens stille arbejde i det fri, aftenmiddagen i det, der nærmer sig gudbenådet sommerlys. Der er plads til at trække vejret her. Til at sætte tingene fra sig.
Snoghøj er i sig selv et sted med sjæl. Beliggende der, hvor Fredericia by løsner sit greb og terrænet begynder at bølge mod Lillebælt, har kvarteret sin egen rytme og atmosfære. Her er man tæt på vandet, tæt på naturen og alligevel blot et kort stykke fra byens liv og infrastruktur. Børnehaven ligger hundrede meter fra matriklen. Skolen er tæt på. Det praktiske er ordnet, men omgivelserne er dem, man vælger med hjertet, ikke kun med fornuften.
Et hjem til den næste generation
Der er huse, man køber fordi de opfylder en liste. Og der er huse, man køber fordi de gør noget ved en. Rudolf Steiner Allé 17 er det andet.
Det er et hjem, der kræver en ejer med blik for det særlige. En, der ser de organiske linjer og forstår, at de ikke er et kompromis med det praktiske, men et argument for noget andet. En, der sætter pris på, at lyset ikke bare kommer ind, men insisterer på sin tilstedeværelse. En, der genkender den stille fornøjelse i gulvvarme, i høje håndværksmæssige standarder, i et hus der er gennemtænkt fra grund til kip.
For den rette familie eller det rette par er dette ikke blot en bolig. Det er en ramme om et liv — et liv med plads til kreativitet, til ro, til de samtaler der kræver god plads og rigtigt lys.
Ejendommen udbydes til 3.695.000 kr. Læs mere om ejendommen hos mægleren her.
Har du forslag til spændende huse eller ejendomme, der fortjener at blive fremhævet i serien? Vi modtager med glæde tips, tanker og idéer fra vores læsere. Skriv til os på mba@sydavisen.dk — måske er det netop din anbefaling, der bliver næste kapitel i vores fortælling om Trekantområdets og Vestfyns mest charmerende hjem.
Fra asylbremse til frakendelse af førtidspension – Socialdemokratiet vil stramme skruen markant på udlændingeområdet.
Socialdemokratiet er tirsdag kommet med et nyt og omfattende udlændingeudspil med 18 punkter. Udspillet spænder bredt – fra en forstærket indsats mod fremtidige asylstrømme til Europa til frakendelse af førtidspension ved overtrædelse af straffeloven.
Statsminister Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, hvor højt hun prioriterer området.
»Det er et politikområde, der vækker mange følelser. For mange af os er det noget af det vigtigste overhovedet. Hvis ikke der er styr på, hvor mange mennesker udefra, der kommer hertil, er der meget andet, der er ligegyldigt,« siger hun ifølge TV 2.
Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad sætter særligt fokus på punktet om førtidspension og kriminelle udlændinge.
»Der er masser af førtidspensionister derude, som har fået en førtidspension, fordi de ikke kan arbejde. Men vi har jo eksempler på folk, som påstår, at de er for syge til at arbejde, men åbenbart ikke for syge til at begå kriminalitet hvert eneste år,« siger han ifølge TV 2.
Udspillets 18 punkter dækker blandt andet over forberedelse af den danske asylbremse, oprettelse af et udrejsecenter i tredjeland, en ny model for udvisningssager og en udvidelse af advarselsordningen fra 2017 med tilbagevirkende kraft. Derudover vil Socialdemokratiet indføre sprogkrav til udlændinge, lukke landbrugspraktikantordningen og styrke samarbejdet med udvalgte EU-lande om arbejdskraft.
På det indenrigspolitiske plan vil partiet også karantæne fra sundhedsvæsnet ved vold mod ansatte og arbejde for, at Danmark ikke udvikler sig til et etnisk klassesamfund.
Mandag aften blev et syv måneder gammelt barn taget fra sin barnevogn i Haderslev. I dag fremstilles den sigtede i grundlovsforhør.
En 37-årig mand fremstilles senere i dag i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, sigtet for at have frihedsberøvet et syv måneder gammelt barn mandag aften i Haderslev. Tidspunktet meldes ud senere.
Hændelsen skete omkring klokken 18, da en barnevogn med barnet blev taget fra Jomfrustien i Haderslev. Politiet indledte straks en eftersøgning, og flere vidner havde set en mand gå med barnevognen i retning mod Inderdammen. Efter kort tid fandt politiet barnevognen tom i Storegade.
Omkring klokken 19.30 – godt halvanden time efter frihedsberøvelsen – blev barnet fundet på et værelse på Hotel Norden i Haderslev, hvor den 37-årige mand blev anholdt og sigtet.
Politiet fortsætter efterforskningen og opfordrer borgere med videoovervågning fra området til at kontakte politiet på telefon 114. Der søges optagelser fra mandag mellem klokken 16 og 19.20 i området omkring Storegade, Gåskærgade, Haderslev Dampark, Smedegade og Teaterstien.
Politiet vil desuden være til stede i Storegade med en mobil politistation i dag mellem klokken 14 og 17, og der vil være fodpatruljer i byens centrum.
Personer berørt af hændelsen kan kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006 for gratis og anonym rådgivning.
