Jeg kunne kun ryste på hovedet, da jeg forleden dag læste forslaget fra en københavnsk politiker om at sælge huse i Jylland til københavnere for én sølle krone. For mig som sydjyde er det helt skævt. Forslaget vil ikke kun slå bunden ud af husværdierne for nabohusene, fordi der ingen forpligtigelser hører med, men det er også respektløst at signalere, at folks hjem kun er én krone værd. Det er hjem for mennesker.
Det er rigtig nok, at nogle steder er tomme huse en udfordring, men løsningen er ikke at give dem væk til københavnerne, der kun bruger dem som fristed et par uger om året. Det løser hverken bosætning eller udvikling i vores lokalsamfund.
At en københavnsk politiker tænker på vores landdistrikter som tomme og faldefærdige, er også ærgerligt. Virkeligheden er, at mange landsbyer summer af aktivitet, med naboer der kender hinanden, og hvor familier lever et godt liv.
Det vi har brug for, er nok snarere lighed i velfærden, transport- og uddannelsesmuligheder, – og ja, måske endda en økonomisk håndsrækning til de landsbyer, hvor ildsjæle i forvejen knokler for at gøre det attraktivt at bo.
Landdistrikterne og provinskommunerne leverer hvert år massevis af skattebetalere til hovedstaden, fordi vores unge kommer ind på uddannelser i de større byer. Her bliver de boende. Det skævvrider demografien og udhuler skattegrundlaget i kommunerne i landdistrikterne. Det savner vi svar på, hvordan vi løser i stedet.
Og er det eksempelvis i orden, at der er samme kommunale medfinansiering på nedrivning af huse i de mest udfordrede landdistrikter som i mere velbeslåede kommuner, når der hvert år bliver færre og færre skattebetalere her og som skal bære større og støtte byrder?
Der ER liv, sammenhold og engagement udenfor de store byer. Det er dét, vi skal styrke og ikke reducere værdien af vores hjem til én enkelt krone.
