Det er efterhånden et levn fra en svunden tid at tale om ”netmedier”, som om digitale publiceringsplatforme var noget særligt, nyt eller anderledes. I dag er alle medier digitale. Aviser, magasiner, radio, tv, influencers, aktivister, kommunale presseafdelinger. Hele den offentlige samtale foregår online – og derfor giver det mindre og mindre mening at opdele aktører i kategorier, som boligblokkene i et gammelt medielandskab.

Men det er præcis den opdeling, den nye aftale om medieansvar bygger videre på.

Regeringen og et flertal i Folketinget hævder, at aftalen skal beskytte demokratiet mod misinformation og børn og unge mod skadeligt indhold. Intentionen kan man dårligt være uenig i. Men reguleringen skaber en ny virkelighed, hvor staten afgør, hvem der får lov til at kommunikere frit – og hvem der skal stå ret.

Lad os være helt tydelige:
Denne leder er ikke et tuderi fra et medie, der føler sig klemt.
AVISEN er tilmeldt Pressenævnet. Vi kommer ikke under medieombudsmandens nye sanktionsregime. Vi får ingen bøder, ingen påbud om genmæle, ingen sager ført af staten. Vi får endda lettere adgang til domme og kendelser. Vi står – i systemets øjne – på den rigtige side af hegnet.

Men netop derfor er det vigtigt at sige det højt:
Den nye aftale er ikke blot en teknisk justering. Det er en forskydning af magtbalancen i den offentlige samtale.

For mens etablerede medier fortsat kan arbejde uforstyrret, rammer aftalen alle dem, som ofte har været første led i at bringe ubehagelige sandheder frem: borgere, der dokumenterer lokale sager. Aktører, der udfordrer embedsværker. Aktivister, der følger pengestrømme. Influencers, der når tusindvis af unge. Små medier uden store redaktioner.

De skal nu leve op til en statsligt defineret norm om ”god offentliggørelsesskik”, som kan udløse bøder, sletninger, retssager og tvungne genmæler. Et elastisk begreb, der i praksis giver myndighederne mulighed for at regulere ytringer, som ikke er tilpas redelige, tilpas dokumenterede eller tilpas stilfærdige.

Intentionen er at dæmme op for misinformation. Men konsekvensen er en offentlighed med to ytringsrettigheder: én til dem indenfor systemet, og én til dem udenfor.

Og spørgsmålet er, hvem der i længden får sværest ved at fortælle sandheder, som magthavere ikke bryder sig om.

For AVISEN ændrer aftalen intet. Men for borgerne – dem, der traditionelt har været ventil og korrektiv i demokratiet – kan risikoen blive større. Ikke nødvendigvis fordi de tager fejl, men fordi staten nu står klar til at vurdere, om deres tone, form eller dokumentation er ”i orden”.

Når staten regulerer, hvem der må tale højt, og hvordan de skal gøre det, er det ikke kun misinformation, der dæmpes. Det kan også blive kritikken.

Og derfor er denne aftale værd at diskutere – ikke for vores skyld, men for alles.